2025

STF skriver om jord og recirkulering

Spildevands Tekniskforening (STF) har i deres august magasin en artikel, der samler op på nogle af pointerne fra det fælles møde tilbage i maj måned, hvor Genanvend Biomasse og STF var på fælles markvandring på Københavns Universitets CRUCIAL-forsøgsmark ved Høje-Taastrup. Her kunne deltagerne ved selvsyn konstatere, at jorden er bemærkelsesværdigt robust og sund efter årtiers tilførsel fra spildevandsslam.

Gennem 25 år har forskere overvåget markerne for spor af forurening, bl.a. miljøfremmede stoffer som PFAS. Resultaterne viser, at jorden er i stand til at nedbryde og omsætte mange mikroforureninger, samtidig med at den drager nytte af de næringsstoffer og organiske stoffer, slammet tilfører.

Lektor Jakob Magid fra Københavns Universitet og kolleger præsenterede deres vurderinger af resultaterne fra CRUCIAL-markerne: En fuld udfasning af spildevandsslam vil sandsynligvis have begrænset effekt på PFAS-udledningen, ingen målbare ændringer i jordens kvalitet, men til gengæld en stor negativ indvirkning på den cirkulære ressourceøkonomi for samfundet. Andre eksperter kom også med inputs omkring spildevandsslams bidrag til jordens sundhed, komposteringsprocessens nedbrydning af PFAS og andre aspekter af brugen af spildevandsslam og effekten af det.

 

Læs mere om selve markvandringen her og find de forskellige oplæg her

Emma Tambour Mortensen