2021

Jubilæumsfejring og Årsmøde

Højdepunkter fra jubilæumsfejringen.
Videoen er lavet til Genanvend Biomasse af Majbrith Christensen, Projektleder ved HedeDanmark

Cirkulær bioøkonomi, recirkulering af samfundets restprodukter, mikroplast, jordens robusthed, kulstof og fosfor – var nøgleordene, da Genanvend Biomasse og Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet afholdte årsmøde og fejrede 20-året for det internationalt anerkendte CRUCIAL-forsøg.
På dagen deltog 70 recirkulerings- og gødningsinteresserede mennesker, der fik indblik i forsøgets historik og forskningsresultater. Her konkluderede Jacob Magid, Københavns Universitet på forsøgets resultater, der viser at jorden er robust og kan håndtere samfundets restprodukter på en sund og sikker vis – også de der kan have spor af tungmetaller og andre fremmedstoffer.
Efterfølgende gav Sinne Smed, Københavns Universitet indsigt i RECONCILE-projektet, der sætter fokus på recirkulering af affaldsprodukter i økologisk landbrug og forbrugerholdningerne hertil. Oplæggene var efterfulgt af paneldebat om recirkulering af organiske restprodukter fra by til land i praksis, hvor Henrik Correll, produktionsdirektør i Fors A/S, Anna Bak Jäpelt, Tænketanken Frej, Lars Holdensen, L&F-Økologi samt Bjarne F. Larsen, Genanvend Biomasse deltog. Her gik debatten bl.a. igen på biogødning og økologi - og hvordan disse fænomener i fremtiden kan spille sammen. Dagen fortsatte med rundvisning i forsøgsmarken, hvor deltagerne fik syn for biogødningens indvirkningen på jordens og planternes vækstbetingelser og sundhed. Jordsundheden var igen i fokus da Mette Vestergård Madsen, Aarhus Universitet gav en status for jordbundsdyr i CRUCIAL.
Efter frokost afsluttede Annemette Palmqvist, Roskilde Universitet dagen med at fremhæve de seneste resultater fra deres undersøgelser af mikroplast i jordene fra CRUCIAL.

Mere om CRUCIAL-forsøget:

Københavns Universitet har i 20 år gødet, dyrket og analyseret på CRUCIAL forsøget ved Taastrup. De forskellige markparceller er både gødet med hhv. almindelige doser gødning og med accelerere behandlinger svarende til over 200 års doser. Forsøget er enestående på verdensplan.

Den oprindelige motivation for at igangsætte forsøgene var, at recirkulering var rigtigt og vigtigt og skal gøres på en måde, hvor det ikke skader. Som samfund vil vi aldrig kunne vide, hvad morgendagens problemstoffer er, men CRUCIAL forsøget kan give os et billede af scenarierne, som vi ser ind i. Forsøgsmarken er gødet meget ekstremt og med mange forskellige produkter. Resultaterne er entydige:

”Vi er blevet overraskede over, hvor robust jordsystemet er overfor de uønskede elementer, der følger med, selv ved langt højere dosering end det der er lovligt. Det vi ser er, at jorden hjælper os med at uskadeliggøre tungmetaller og multiresistente bakterier samt at jordens frugtbarhed er øget gennem recirkulering. Bl.a sker der en øgning af kulstof og jordliv, og god effekt på plantevækst”, forklarer lektor Jakob Magid.

Jorden er altså meget robust og hjælper os med kontrol af uønskede stoffer som følger med samfundets organiske ressourcer. Jordens biologiske system har fået gavn af tilførsel af de organiske ressourcer. Efter tilførslen af biogødning, er jorden blevet mere resistent overfor tørke og ekstrem regn. De organiske gødninger opbygger kulstof i jorden og giver næring til afgrøderne. Recirkulering af samfundets næringsstoffer kan med fordel erstatte noget af den importerede kunstgødning og samtidig sikre, at ikke-fornybare ressourcer som fosfor holdes inden i det biologiske kredsløb.

”Prøver indsamlet gennem tiden på CRUCIAL marken, giver en unik mulig for at finde valide svar på de spørgsmål, vi har i morgen vedr. potentiale risici. Og dermed evt. at justere måden hvorledes de enkelte reststrømme recirkuleres. For både offentlige forsyningsselskaber og private recirkuleringsvirksomheder, har det været og er det fortsat meget nyttigt at kunne afprøve mange forskellige hypoteser via et kig i CRUCIAL-banken” udtaler Bjarne F. Larsen, der er formand for Brancheforeningen Genanvend Biomasse.

Hør Erik E. Olesen, HedeDanmark fortælle mere fra CRUCIAL-forsøget herunder:

 

Hør Erik E. Olesen, HedeDanmark fortælle mere fra CRUCIAL-forsøget

 

Flere billeder fra jubilæumsfejringen:

 
 
Mathias Jürgensen